I dag er der ingen møder, ingen forsamtaler eller andet, som både gør min arbejdsdag spændende, men også sommetider gør den lidt svære at få struktur på.
Sådan en dag som i dag kan jeg derfor gå igang med at opdatere min to-do liste, skrive det referat, der har ligget en måned, så det må jeg hellere gå igang med...Jeg har ordnet mails opdatert kalender og andre små praktiske gøremål..
Til Egypten igen....Luxor og Aswan ...Håber jeg, hvis ikke situationen i Mellemøsten går så meget amok at Atlantis rejser må aflyse ferie i Egypten endnu en gang.
Jeg mærke, at jeg har ikke så meget energi i dag. I aftes diskuterede jeg politik med min genbo, han kom ud på vejen for at smalltalke, da jeg var igang med at ordne forhaven. Mest havde jeg lyst til bare at tusse rundt derude for mig selv, jeg var ikke indstillet på at være social, så hans holdninger til verden, til krigen i Mellemøsten og de uskyldig ofre på begge sider, gjorde mig vred.
Om halvanden måned skal jeg til Egypten, så det der sker i Libanon og Israel kommer tæt på. At Israel som et legitimt demokratisk styre uhæmmet bomber Libanon og dræber uskyldige mennesker, synes jeg slet ikke er i orden, Hisbolla, som de vil ramme, er et uhyre, ingen tvivl om det, men det berettiger ikke til de krigshandlinger, der nu foregår dernede.
Jeg håber, at Sikkerhedsrådet og FN går ind og sætter en stopper for dette vanvid. På den anden side er det forsøgt så ofte, at det er en illusion at forestille sig ro i netop den del af verden.
Lige siden de tidligste historisk kendte tider, har der netop der i den del af verden været krig og terror. Hyskos, Hittitter, Romerne og andre har dræbt og hærget i disse lande gennem tusinder af år.
Jøder og arabere har til alle tider hadet hinanden og har slået hinanden ihjel i Guds navn. Og på det lille areal, hvor nu arabere og jøder bekæmper hinanden, gå det løs igen. Her i 2006, hvor vi er så kloge, at vi kan sende mandskab ud i rummet og få dem tilbage igen, vi kan samtale med hinanden jorden rundt på Internettet eller Skype, men fred mellem mennesker, kan vi ikke skabe, det er jeg ked af, og jeg kan mærke, at det påvirker mig.
Jeg kan ikke gøre så meget; Jo jeg kan leve og udleve mine menneskelige værdier, jeg kan tage ud i verden og snakke med mennesker lytte og være åben.
Jeg vil maile til Hanne, hun er derude, hun gør en forskel i krigsområderne i flygtningelejer og jeg er glad for at kende sådan et menneske, det gør mig glad mit i alt det her ragnarok.